Lolland-Maribo

budek.dk

LOLLAND


Lolland (latin: Lalandia) er Danmarks fjerdestørste ø med et areal på 1.242,86 km² og 66 655 indbyggere (1. januar 2009. [1] ).

Lolland er også kendt som "pandekageøen" på grund af sit flade terræn. Store dele af øen er inddæmmet land, og den sydlige del er omkranset af Det sydlollandske dige.


Oprindelsen til navnet Lolland er det olddanske lā, der i dag findes som lå i flere stednavne og også kendes i den jyske form lo fra den sønderjyske marsk, sammensat med ordet land.

Ordet lå betegner en rende eller smal vig i kysten,[2] hvor tidevandet strømmer frem og tilbage. Lollands kyst var tidligere meget indskåret og rig på disse låer, men de fleste er nu indæmmede og tørlagte.

Den tidligere stavemåde Laaland, Låland, (udtalt med samme vokalforkortelse som "stråmand", "småting" osv.) var således tættere på etymologien.

Lolland fik i 1100-tallet en vis vendisk bosættelse. I forbindelse med kongemagtens genkonsolidering i området var øen i 1200-tallet et eget hertugdømme.

Lolland er meget frugtbar og har mange store herregårde.

Adelsslægten Reventlow var her blandt pionererne inden for landboreformerne og bondefrigørelsen i slutningen af 1700-tallet.

Lolland og Falster var indtil 1806 en del af Odense Stift og blev først i forbindelse med kommunalreformen i 1971 sat i forbindelse med Sjælland. Det gamle tilhørsforhold til Fyn viser sig endnu i områdets dialekt.

I efteråret 1872 ramtes Lolland og Falster af en for disse egne usædvanlig stormflod, idet en flere dage lang vestenstorm, der havde presset vandet sammen i Østersøen, pludselig slog over i en østlig orkan, hvorved en tredjedel af øen kortvarigt oversvømmedes, og 80 mennesker omkom.

I de følgende år iværksattes bygning af diger langs sydkysten og tørlægning af Rødby Fjord og halvdelen af Nakskov Fjord.

Lolland oplevede omkring år 1900 et stort økonomisk opsving i forbindelse med dyrkning af sukkerroer, endnu en af områdets vigtigste afgrøder.

Dette har sat sit præg på øen, både i bygningskulturen, hvor det ældre bindingsværk i højere grad er erstattet af grundmurede huse end i andre landsdele, og i form af en indvandring af polsk arbejdskraft, der har givet øen flere katolske menigheder.

Det meste af øen var fra midten af 1870'erne til slutningen af 1960'erne gennemkrydset af et tæt net af ca. 500 km smalsporede roebaner, der transporterede sukkerroerne til sukkerfabrikkerne og udgjorde landets største industribanesystem.